A på plakaten

🎶DER KAN IKKE VÆRE NOGEN REVOLUTION UDEN SANGE”

Sådan lød en af Unidad Populars paroler under Salvador Allendes præsidentkampagne i Chile i 1970. Sang og musik spillede en central rolle i visionen om forandring. Unge musikere formidlede håbet gennem bevægelsen Nueva canción chilena – med sange som Quilapayúns ”El Pueblo Unido”, Violeta Parras ”Gracias a la vida” og Víctor Jaras ”Venceremos”.

Men den 11. september 1973 satte militærkuppet en brutal stopper for Chiles fredelige vej til socialisme. Allende døde, da militæret trængte ind i præsidentpaladset, og det blev begyndelsen på 17 års militærdiktatur under Augusto Pinochet.

Musikken blev også ramt. 🎵🚫

En af de historier, der gjorde et stærkt indtryk på en hel generation, var Víctor Jaras. Han var musiker og lærer og blev efter kuppet ført til Estadio Chile sammen med unge venstreorienterede. Her blev han tortureret og fik sine hænder knust.

Ifølge beretninger fra hans sidste timer blev han hånet for at være musiker – og bedt om at spille. Jara sang sangen Venceremos – Unidad Populars sang om folkets sejr.

De første år under Pinochet er siden blevet beskrevet som et ”apagón cultural” – en kulturel mørkelægning. Kunstnere og intellektuelle blev dræbt, fængslet eller sendt i eksil, mens musik, teater, litteratur og kunst blev censureret. Men kulturen forsvandt ikke. I undergrunden blev den tværtimod en måde at gøre modstand på. ✊

Også i Danmark fik de eksilerede chileneres musik en vigtig rolle. Her blev sang og musik et samlingspunkt for støttearbejdet og en måde at holde fortællingen om diktaturets overgreb levende.

Den danske gruppe, Skrøbeligt Daggry, gjorde blandt andet de eksilerede musikeres sange tilgængelige for et dansk publikum gennem teaterforestillinger og LP’en ”Sange fra og om Latinamerika”.

På den måde fik sange, der var blevet bragt til tavshed i Chile, igen en stemme – også på den anden side af Atlanten. 🎶

I dag er flere af de chilenske kampsange en del af arbejdernes sangskat.

I udstillingen Alting begynder med en sang kan du høre mere om, hvordan sang kan være et våben i arbejdernes kamp – og et middel til at skabe forandring. ✊🎵 …

DA ALLE FÆDRENE PLUDSELIG GIK HJEMME 👨‍👩‍👧‍👦

I 1899 opstår Danmarkshistoriens største arbejdskamp. Omkring 40.000 arbejdere bliver lockoutet, og i næsten fire måneder oplever arbejderfamilier voldsom nød og fattigdom.

En af de stærkeste erindringer fra dengang kommer fra bladtegneren Anton Hansen.

Anton var 8 år og boede på Vesterbro, da konflikten brød ud. Han huskede den mærkelige forandring i gaden: Fra den ene dag til den anden gik fædrene hjemme. De blandede sig i børnenes lege og forhørte dem om lektier.

Dagene blev til uger, og ugerne til måneder.

Så begyndte mændene at rejse væk for at finde arbejde, og tilbage stod kvinderne med ansvaret for at holde hjemmene oven vande, mens børnene gjorde, hvad de kunne for at hjælpe til. De samlede flasker, fandt småjobs og tjente en skilling hist og her.

Som Anton senere skrev, blev drenge, der knap nok var gamle nok til lange bukser, hjemmenes mænd.

Fattigdommen satte sine spor. Dyner, lagner og tøj blev båret til pantelåneren. Huslejen kunne ikke betales, og nogle familier blev sat på gaden. I arbejderkvartererne nærmede forholdene sig hungersnød. 💔

Men Anton huskede også noget andet.

Ved Rundetårn stod et telt med borde, hvor kvinder og børn hver dag kunne få et varmt måltid. Han huskede solen gennem teltdugen og den lettelse, der fulgte med, når han sad ved bordet:

”Det var, ligesom lidt af sollyset gled ind i sindet sammen med den gode mad.” ☀️

Den 5. september 1899 indgik arbejdsgivere og -tagere et forlig, der fik navnet Septemberforliget. Det blev senere kendt som arbejdsmarkedets grundlov og fastlagde fælles spilleregler for arbejdsmarkedet. ⚖️

Men for mange familier satte konflikten dybe spor. Prisen havde været høj for det forlig, vi stadig står på skuldrene af i dag.

I udstillingen VI er arbejderne, kan du høre hele Anton Hansens fortælling og opleve det originale forlig. 🏛️

📸:
1. 1907 på Vesterbro foran “Samaritanen”. Spandene i børnenes hænder er til at opbevare den uddelte mad i.
2. Tegning bragt i det socialistiske blad “Ravnen” der viser bespisningen af kvinder og børn under storlockouten.
3. Anton Hansen
4. En gruppe arbejdere er taget i skoven under storlockouten. …

HUSKER DU RIBUS-KONFLIKTEN 🚌 🎶

I 1994 overtog busselskabet RiBus de kommunale bybusser i Esbjerg. Chaufførerne blev tilbudt forringede løn- og arbejdsvilkår, og dem, der ikke ville acceptere den nye overenskomst, blev fyret.

Det blev begyndelsen på en lang og voldsom konflikt.
Men kampen blev ikke kun ført med strejker, blokader og demonstrationer. Den blev også sunget.

Chaufførerne samlede konfliktens sange i Blokadevagtens sangbog – blandt andet den ikoniske ”Når jeg ser en RiBus brænde”, sunget på melodien til Når jeg ser et rødt flag smælde.

Sangen blev et fælles sprog, et samlingspunkt og et fredeligt kampvåben. Og solidariteten med Esbjerg bredte sig over hele landet. Den 20. april 1995 gik mere end 250.000 arbejdere og funktionærer i strejke i en national solidaritetsaktion for chaufførerne.

Men hvilken rolle har sangens magt spillet i arbejderbevægelsens kampe? 🎵

Det undersøger vi i særudstillingen ”Alting begynder med en sang”.

Her fortæller vi historien om sangen som kampmiddel – fra arbejderbevægelsens første år i 1870’erne til fredsdemonstrationer, kvindekampe, blokader og strejker. Og selvfølgelig har Esbjerg og RiBus-konflikten fået deres eget afsnit.

For når mennesker kæmper sammen, kan en sang nogle gange være mere end bare en sang.

Kom ind og oplev historien – og hør, hvad der sker, når kampen får en melodi. 🎶

📸: Harry Nielsen. Demonstration på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med RiBus-konflikten i Esbjerg, 1995. …